23948sdkhjf

Købmænd kommer med råb om hjælp

De stigende elpriser gør ondt på dagligvarebutikkerne, og de efterspørger nu politisk hjælp til at dække regningen. Ministeren er opmærksom på problemet

Elpriserne er eksploderet, og det kan man mærke hos landets købmænd, der har store udgifter til blandt andet frysere til varer på frost.

Hos Min Købmand i Agerbæk, nordøst for Esbjerg, er udgifterne "stukket helt af", fortæller indehaver Brian Hald Bjerregaard.

- Vi mærker det virkelig, os små købmænd. Det påvirker os meget, for vi kan ikke bare lige slukke for køleskabet og fryseren, siger han.

Han fortæller, at hans elregning for august ser ud til at blive seks gange højere end samme måned sidste år. 

Butikker må lukke

Brian Hald Bjerregaard er langtfra alene, fortæller John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK).

Han beretter om en alvorlig situation i branchen, hvor han taler på vegne af omkring 1500 supermarkeder og nærbutikker. De har gjort, hvad de kan for at mindske det store energiforbrug. Men der er ikke meget tilbage at skrue på. Han vil derfor have politisk hjælp. For eksempel ved at nedsætte energiaften.

- Vi vil se butikker, der drejer nøglen om som følge af de stigende omkostninger, vurderer han.

Det er særligt mindre butikker, der har ældre kølemøbler, og som i forvejen er pressede på indtjeningen, der nu er udsatte, siger han.

Tre-fire mindre butikker, der var medlem af DSK, har det seneste halve år i forbindelse med deres lukning peget på de høje priser.

- Alle muligheder er i spil

De høje elpriser har skatteminister Jeppe Bruus' (S) opmærksomhed. Han forstår godt, at mange bliver klemt, og han holder øje med udviklingen.

- Vi kigger på, hvordan vi sikrer, at folk kan være i både bolig og butik. Så jeg afviser bestemt ikke noget som helst. Det er det, der har allerstørst bevågenhed for regeringen lige nu, siger han.

Han har ikke en konkret løsning, men fortæller, at der kigges på det:

- Alle muligheder er i spil. Der er ikke noget, vi ikke kigger på, for det er en meget alvorlig situation, siger han.

Energioptimering batter ikke

Min Købmand i Agerbæk er ifølge Brian Hald Bjerregaard ikke lige nu i fare for at lukke på grund af de høje priser.

- Men lad os nu se, hvis det bliver ved. Der bliver nødt til at blive gjort noget, ellers tager det et ordentligt indhug i den danske købmandsbestand, advarer han.

Det går også ud over udviklingen af butikken:

- Jeg har gennemrenoveret min butik i slutningen af sidste år og starten af i år, så den står så energioptimeret, som den overhovedet kan være. Alligevel er min elregning seks gange højere. Det fortæller lidt om, at det er virkelig massivt, selv om man har investeret, hvad man kan, siger han.

For ham er det ikke vigtigt, hvem der kommer med en hjælpende hånd.

Vil også gå ud over kunderne

Det er ikke kun for butikkerne, at det er en dårlig nyhed, at energipriserne er steget. En del af regningen sendes videre til kunderne.

Men det er ifølge John Wagner fra DSK konkurrencen på markedet, som bestemmer, hvor meget af det der kan sendes videre.

- Og konkurrencen er voldsom, konstaterer han.

Foruden prisstigninger kommer kunderne også til at mærke butikkernes høje udgifter til el på andre måder, spår han:

- Vi vil se en lang række større butikker, hvor antallet af køleskabe og frysere og dermed vareudvalget måske indskrænkes for at komme ned i omkostninger, lyder det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.559